Billedkunstuge i 0.-7. kl., oktober 2017

0.-7. kl. har haft billedkunstuge, mens 8. og 9. har haft uddannelsesuge.

Børnene i 0.-7. kl. har alle arbejdet i tre ud af fire forskellige værksteder i ugens første tre dage:

  • Genstandstegning med Christine – Christine havde tømt skuffer og skabe for sko, pyntegenstande og frugt og grønt. Børnene skulle så arbejde med lys og skygge, hurtigtegning, opstilling og også med at tegne hinanden. Det kom der mange flotte tegninger ud af og masser af øvelse.
  • Tryk med Anne – I Annes værksted blev der arbejdet med linoleums- og monotryk. Der blev skåret, malet mønstre, rullet og valgt farver, mens billederne voksede frem og blev hængt til tørre i Ilds klasselokale og pyntede!
  • Stopmotionfilm med Morten – Børnene lavede seje stopmotionfilm ved hjælp af deres tablets eller mobiler. Små figurer eller store mennesker blev bevæget og flyttet bid for bid, mens der blev taget billeder, så børnene kunne fortælle små animerede historier og vise dem frem for hinanden.
  • Ordbilleder med Susie – Der blev klippet og klistret og stavet i Susies værksted. Alle børnene havde et omrids af et hus, som skulle udfyldes med de ord, som er vigtige at have i et hjem. Der var præfabrikerede ord som “hus”, “hjem”, “mur”, “kærlighed” og “varme”, men mange af børnene fandt hurtigt på at lave deres egne ord af de eksisterende, så “Netflix” og “livsglæde” f.eks. også kunne limes på.

Torsdag fik vi besøg af Angel, som var med til at lave det dejligste værksted. Næsten hele festsalen var blevet dækket af med pap og plastik, der var hængt store stykker papir på væggene og lagt endnu større stykker ud på gulvet, og så spillede Angel ellers på smukkeste vis for os, mens børnene malede til og også skiftedes til at male videre på hinandens billeder.

Senere på dagen gav Angel en lille koncert sammen med sin nabo og afsluttede med ønskekoncert, så vi kunne vælge sange fra sangbogen.

Meget af fredagen gik med færdiggørelse af værker, oprydning og klargøring til ferniseringen kl. 12.35 – og sikke en fernisering! Hele festsalen bugnede af tegninger, malerier og chromebooks, der viste stopmotion. Spisesalen var også godt fyldt op, og ville man se tryk, måtte man lige en tur ned i Ilds klasselokale. Og efter mange indtryk og en spændende uge gik vi alle på weekend, og den var fortjent!

Til sidst skal der lyde en stor tak til Christine for det store og gode arbejde, hun lagde i sit værksted og med børnene, til Angel for fed musik og fortælling, til Kristina og Pia for at huske alle de ansatte på Lærerens dag, og sidst, men ikke mindst, til Inge for det smukke klaverspil til flere morgensamlinger i løbet af ugen.