Klassefest i Jord, 18. januar 2018

Så blev det Jords tur til at holde klassefest – den uhyggelige klassefest. Spisesalen var pyntet med skeletter og spindelvæv, belysningen var dæmpet og stemningsmusikken mørk og knirkende…

Monsterbørnene fra Jord blev modtaget af Mørkets Prinsesse, Trolden med den Store Tud og Klasselærerklovnen og fik velkomstdrinks (fortyndet blod) og skræmmende siddepladser. Den medbragte mad pyntede til skræk og advarsel på buffeten, og alle de skrækindjagende børn fik serveret den ene bloddryppende ret efter den anden af de venlige, men uhyrlige voksne.

Før de tænderskærende desserter kunne indtages, var der spøgelseslimbo i festsalen, og da børnene med stor appetit havde gjort det af med de mange klamme desserter, var der mere og dans og leg at tage fat på, denne gang stoledans og stopdans.

Pludselig var det, som om der var meget få børn, og det viste sig, at to børn var blevet væk. Alle Jord-børn måtte rundt på skolen for at lede efter dem, og under eftersøgningen forsvandt endnu et barn og en voksen. Det var meget uhyggeligt. Heldigvis blev alle fundet i god behold, og festen kunne fortsætte med dans og leg og endnu flere balloner. Pyha!

Tak for en ulækker og uhyggeligt hyggelig fest til store og små. Og tak for mad, der trods det modbydelige udseende var guf for vampyrer, zombier, skeletter og helt almindelige dødelige.