Samsø Friskole og Onsbjerg Lilleskole går målrettet mod en fusion

På baggrund af meget konstruktive fællesmøder og gode samtaler med dygtige konsulenter har bestyrelserne på Samsø Friskole og Onsbjerg Lilleskole med fuld opbakning fra ledelserne besluttet at arbejde mod en fusion af de to skoler til én ny skole. Processen starter nu og vi samles i den nye skole til august 2018.

Vi har arbejdet koncentreret og målrettet og er glade for at kunne melde dette ud nu. Bestyrelser og ledelser på begge skoler oplever et virkeligt godt og konstruktivt samarbejde, og vi er både spændte og positive overfor det arbejde, vi alle står med. Både nu og på lang sigt vil en fusion sikre stabilitet for både vores børn og vores medarbejdere. Sammen er vi stærkest.
Vi tager det bedste med fra begge skoler og vil arbejde mod at blive Danmarks bedste frie skole. Vi starter vores nye fælles skole i lokalerne i Onsbjerg til august. Da størstedelen af vores fælles børn bor på Sydøen, giver denne lokation bedst mening og vi vil i øvrigt garantere vores egen skolebus.

Den nye skole skal rumme begge skoler, både på elevtal og ift det pædagogiske og faglige. Vi vil hele vejen igennem processen prioritere stor involvering af børn, forældre og medarbejdere. Det er vigtigt, at alle føler sig velkomne og ‘hjemme’ til skolestart i august. Vi vil sammen undersøge mulighederne for at bygge en ny fælles skole.

Bestyrelsesforkvinderne Kristina Thiemke og Tina Kjær stiller sig meget gerne til rådighed i forbindelse med spørgsmål og interview.

Velkommen til Anna, 1. december 2017

Fredag morgen var bestyrelsen mødt tidligt op på skolen for at byde vores nye skoleleder, Anna Mattsson, velkommen. Der var balloner, flag, serpentiner og bannere både i den store gang og på Annas nye kontor.

Over middag havde vi årets første julesamling med lystænding, julehistorie og juleleg – meget hyggeligt og sjovt, og vi havde mange gæster, for vi havde nemlig inviteret forældrene, så de kunne komme og møde Anna,

Ann spillede op til velkomstsang, hvor alle børnene gav Anna et flag, mens vi sang “Kære Anna M., du må ikk’ gå hjem, du er vores nye leder…”, og Kristina, vores bestyrelsesformand, bød Anna velkommen med ord og blomster.

Herfra skal endnu engang lyde et stort velkommen til Anna – vi glæder os til samarbejdet!

(Tak til Noah HB for billederne)

Operaworkshop for Vand med Figura Ensemble, 15.-17. november 2017

Onsdag, torsdag og fredag i den forgangne uge stod for Vands vedkommende i den klassiske musiks tegn. Børnene skulle være både sangere, musikere og komponister, som lavede deres egne små operaer.

De to første dage af forløbet foregik på Samsø Friskole sammen med Nana og Peter fra Figura og Lise fra Søholm Opera.

Onsdag komponerede 3. og 4. kl. fra både Friskolen og Lilleskolen i samlet flok deres egen lille opera, som handlede om nogle pingviner, der skulle flygte fra en spækhugger, men heldigvis klarede sig og derefter kunne holde fest. Børnene sang og akkompagnerede på medbragte – ofte hjemmelavede –  instrumenter.

Torsdag blev alle børnene blandet ud i fire grupper, som hver skulle lave en opera, der skulle indeholde mindst et dyr. Grupperne fandt på dyrehistorier, udvalgte de rigtige lyde og instrumenter og satte sang til, så historien blev fortalt med både lyd og ord. Og så blev der øvet.

Det var der god grund til, for fredagen foregik i Kultursalen i Tranebjerg, hvor både Fri-/Lilleskolen og Samsø Skoles 4. kl. skulle opføre deres operaer for hinanden og for forældre og andet godtfolk, der var indbudt til premieren. Premieren gik fantastisk og vi så hele otte små operaer – fire med gys som tema og fire med dyr som tema – og alle tilhørere var heldigvis behørigt imponerede.

Operaworkshoppen var noget helt nyt og spændende, som gav både børn og voksne nye ideer til, hvordan man kan arbejde sammen om et projekt, og til, at man faktisk helt roligt kan kaste sig ud i at komponere sine egne små værker. Samtidig gav workshoppen også mulighed for mange af børnene til at føle sig seje og gode til noget, der ikke normalt er en del af det sædvanlige ugeskema. Rigtig mange børn trådte i karakter og overskred nogle grænser for, hvad de troede, at de turde, og de fandt også nye evner gemt i sig selv. Det var fedt at se. Tænk, at vi har så mange børn, der tør stille sig op og synge og spille for rigtig mange mennesker.

Tusind tak til Lise fra Søholm Opera for at lave dette arrangement og til Nana og Peter fra Figura for de gode dage, vi havde sammen. Og tak til alle de seje børn fra alle tre skoler på Samsø!

Afsked med Morten, 9. november 2017

Festsalen var fuld af børn og voksne, da Morten kom en tur forbi Lilleskolen for at holde fredagssamling med os på en torsdag, så vi kunne sige farvel og tak for alt til ham.

Først sang vi, og så overrakte Jord en fin mappe med billeder og hilsner til Morten. Nogle af børnene læste op, hvad de havde skrevet, og Morten fik et godt kig på de mange fine tegninger.
Så var det Vands tur til at overrække tegninger med søde og sjove og flotte hilsner til Morten og også læse en enkelt op.

En “Sandt eller Falsk” er altid et godt indslag på en samling, uanset om det er torsdag eller fredag, så sådan en hørte vi også, før det blev Ilds tur til at give Mortens deres gave – et hæfte med en masse farvelhilsner.

Luft havde både købt slik og træ til Morten, og der var mange af de ældste børn, der var med oppe og give en hilsen eller gave. Morten kommer i hvert fald ikke til at mangle slik i den nærmeste fremtid.

Til allersidst overrakte Lea en gave på vegne af alle skolens ansatte og holdt en lille tale. Og så var der knus og kram til Morten. Og kaffe.

Tak for dine mange års arbejde på Onsbjerg Lilleskole, Morten, og god vind fremover.

 

Onsbjerg Lilleskole hilser ny skoleleder velkommen

Det er med stor glæde at vi inden længe skal tage imod vores nye skoleleder på Onsbjerg Lilleskole. Anna Mattsson vil fra d.1/12 have sin daglige gang på skolen, og det glæder både Anna og vi os over.
Anna kommer fra Sverige, men har boet i Danmark og Nicaragua i mange år, og nu bor hun så på Samsø. Hun flyttede til Samsø i marts 2016 sammen med to af sine børn Hjalte (14) og Nora (12). Den ældste datter, Maren, læser på Katedralskolen i Viborg og bor på kollegiet der.
Anna har siden 2016 arbejdet som voksenunderviser og koordinator ved Røde Kors Asylafdeling, først på Samsø og siden i Kalundborg. Før dette arbejdede hun som skoleleder i 6 år på Den Nordiske Skole i Managua, Nicaragua.

Anna siger selv:

Jeg er meget glad for tilliden fra bestyrelsen, den nuværende ledelse og de ansatte, der var med til min samtale, og glæder mig meget til at lære alle børn, forældre og personalet at kende.

Onsbjerg Lilleskole og Den Nordiske Skole ligner på mange måder hinanden: begge skoler er startet på baggrund af et stærkt forældreengagement og udviklet med en respekt for lærende og legende børn. Jeg glæder mig til, sammen med personale- og forældregruppen, at videreudvikle Lilleskolen med respekt for skolens traditioner, så skolen bliver ved med at være et interessant alternativ til andre skoler på Samsø.