Samsøs frie lilleskole på nettet
Forside
Nyheder
Kort om skolen
Grundlag
Støttekredsen
Historie
Personer
Information
Billeder
Video
Radio
Kontakt
Nyheder
Kort om skolen
Grundlag
Støttekredsen
Historie
Personer
Information
Billeder
Video
Radio
Kontakt
Nyhedsarkiv 2008
19-12-2008
Glædelig jul

Hele december har vores morgensamlinger været præget af levende lys, julesange, fortælling og lege, som børnene på skift har trukket op af den gamle nissetræsko. Det er så sjovt at lege sammen og det giver en helt særlig start på de mørke og kolde skoledage.

Sidste uge inden ferien arbejdede alle eleverne i aldersintegrerede grupper, hvor der blev produceret julegaver og andet i stor stil: Portrætfotografier, småkager, skulpturer, ikoner, æsker, fyrfadslysestager, tasker m.m. De yngste elever havde hver en guide blandt de ældste elever, som støttede og hjalp dem med opgaverne. Torsdag den 18. holdt vi julefest om aftenen, hvor elever, forældre og medarbejdere mødtes til overdådig og velsmagende fælles buffet. Inden spisningen havde vi glæden af det smukkeste Luciaoptog og senere bød nogle elever på julesange på engelsk og tysk. Det blev en rigtig dejlig aften. På allersidste skoledag inden juleferien blev vi alle noget overrasket, for mens vi spiste risengrød og anden julemad, kom selveste julemanden på besøg på lilleskolen. Han havde hilsner med fra julemor og i sækken var der godteposer til alle søde børn – og dem var der heldigvis rigtig mange af.
Glædelig jul og godt nytår til jer alle – og på gensyn mandag den 5. januar 2009

11-12-2008
Bamseskole

I Mellemklassen har bamserne været i Bamseskole. Der var på forhånd lavet bøger til bamserne og én havde endog kreeret en meget fin skoletaske. Nogle af bamserne var kommet lidt tidligt i skole (de var faktisk ikke engang ét år!) og havde svært ved at sidde stille, men ellers gik det fantastisk. Børnene stod for undervisningen i dansk, matematik, engelsk og billedkunst, så bamserne fik en god fornemmelse af, hvad det vil sige at gå i skole. Der var både alfabetopgaver, plus og minus, engelske gåder og en opgave om at tegne en kloning mellem en hest og en bæver. Eleverne havde selv fundet på det hele og havde været meget kreative. Det kunne indimellem være svært at holde bamserne i ro, for der var både frække, livlige og forelskede bamser i klassen. Til frokost var der selvfølgelig honningkager i madpakken. Det bliver ikke sidte gang, vi inviterer bamserne med i skole.
Se flere billeder fra Bamseskolen her.
2-12-2008
Nye vinduer

I disse dage lægger Tømreren fra Brundby, Michael, sidste hånd på de helt nye vinduer og døre i skolens køkken. De nye vinduer har vi ønsket os (og trængt til) længe - og det både pynter og luner.
2-12-2008
Det er dejligt at læse

Vi er i fuld gang med skoleårets anden danskuge. Yngste klasse stifter bekendtskab med Benny Andersen og hans forfatterskab og arbejder desuden med "Stavetrappen". De ældste elever kommer på besøg et par gange i løbet af ugen, hvor de læser højt for små grupper af elever i yngste klasse - og det er et stort hit.

2-12-2008
Førstehjælp

På Lilleskolen har eleverne gennem to uger arbejdet med førstehjælpens mange aspekter. Ved hjælp af Trygfondens inspirerende undervisningsmateriale, har de ældste elever lært at give hjertemassage og kunstigt åndedræt. En mandag fik vi besøg af Samsø Redningskorps, som tryllebandt eleverne med spændende fortælling, oplysning og masser af udstyr. Eleverne blev aktivt inddraget i undervisningen og alle tre klasser fik en køretur i Onsbjerg i ambulancen - med fuld udrykning, naturligvis!

28-11-2008
Blå fest hos ældste

Torsdag den 20. november om aftenen holdt ældste klassefest. Temaet for festen var ”blå”, hvilket var op til fri fortolkning. Og resultatet var en masse flotte blåklædte festdeltagere, som det fremgår af billederne.
Efter ankomst og en flot (og meget blå) velkomstdrink var det tid til festmiddag. Pizzaer og til desert ris a la mande – selvfølgelig med mandel og mandelgave. For dem der havde lyst, kunne man pynte deserten med blå ris a la mande. Kampen om mandlen var hård, og Kristian trak sig sejrrigt ud af det opgør.
Efter spisning var der musik og dans hele aftenen. Der blev lavet limbo konkurrence, hvor flere viste sig at være ualmindelig bøjelige. Ballondans og stoledans var supersjovt – også som tilskuer. Slutteligt en dansekonkurrence, hvor man skulle danse forskellige ”genrer”. Det var en meget vellykket fest med utrolig flotte, glade og positive elever. Tak for festen.
Karin og Jacob
Se flere billeder fra festen her.

11-11-2008
SFO

Vi har en skøn SFO, hvor vi har muligheder for mange aktiviteter.. Vi kan lege i den store sal med måtterne. Vi kan klippe, klistre og tegne og vi kan danse. Vi kan også gå ud på legepladsen.. Vi kan så meget og vi kan li' vores sted. Det syder og bobler...


8-11-2008
IT-UGE

Skoleårets 3. temauge er veloverstået og alle elever har arbejdet intenst med computeren og nogle af dens mange muligheder. Ældste klasse har arbejdet med ”networking” på internettet (hotmail og facebook) og eleverne har lært at søge mere effektivt efter informationer på nettet. Desuden har de arbejdet med regneark og sidst men ikke mindst med mini-fotomaraton og billedredigering på computeren. Mellemklassen har malet med ”pensel” på computeren og bagefter strøget malerierne på forklæder, der skal bruges i skolens køkken. Børnene har desuden ajourført deres hjemmeside og skrevet i Luffes blog. (Luffe er klassens søde, men frække hund). Mellemklassen fik også tid til at renskrive deres gysere i Word og fik indsat billeder. Desuden gik ugen med at skrive email-postkort og der blev heldigvis også tid til at lære flere af skolens mange gode undervisningsprogrammer fra Mikroværkstedet at kende. I festsalen tegnede Else et kæmpe tastatur på voksdug, som blev fastgjort til gulvet. Her har alle elever hoppet og hoppet og hoppet…

Stærkt inspireret af Læsefidusen, har hver elev i yngste klasse selv lavet små bøger om dengang de var små. De har selv skrevet tekst til deres fotos og tegninger på computer – og alle var meget stolte af de fine resultater. Ugen er desuden gået med at lære tastaturet godt at kende – og det har ført til sjove konkurrencer om at finde bogstaverne hurtigst. Skolen råder over gode computerprogrammer til indskolingen, og de er nu alle blevet præsenteret og afprøvet af børnene. Trods travlhed, var der heldigvis hver dag tid til endnu et kapitel i bogen: Kongen af Sydspanien. Iselil C. Hermann har skrevet en helt fantastisk børnebog, som eleverne i yngste klasse er helt opslugt af.
Se flere billeder fra it-ugen her.

27-10-2008
Lys i mørket

I dag modtog alle Samsøs skoleelever hver en gul trafikvest med reflekser. Det var en gave fra Brdr. Kjeldahl, Netto og Samsø Redningskorps, som sammen har besluttet at gøres deres til, at alle øens skolebørn kan ses tydeligt i trafikken her i den mørke vintertid. Vi håber alle forældre vil tage lige så godt imod vesten som børnene gjorde.
27-10-2008
Der gik kage i dejen

Jeanett lavede dej forleden og hun var vist lidt vild. Eller var det dejen der var vild?
27-10-2008
Det hele går i FISK

I de sidste 3 uger har alle skolens elever arbejdet med fisk i fællesfagstimerne. Peter Boll og Pia Rørbeck fra Naturskolen har besøgt os to gange, hvor de har haft meget spændende materiale og flotte nyfangede fisk med. De yngste har tegnet, klippet og alle har set fantastiske film med fisk ingen troede fandtes!På middagsbordene har fisken været særdeles hyppig i denne periode - og det er der jo ingen ben i...

25-9-2008
Naturvidenskab er ikke kedeligt

Naturvidenskabsugen er i fuld gang. Onsdag blev Lilleskolen omdannet til Onsbjerg Laboratorium og eleverne eksperimenterede hele dagen med ni sjove, men helt ufarlige forsøg.Især var det sjovt at lave slim. Torsdag kørte alle til Naturskolen i Langør, hvor Bjarne, Pia og Peter havde sørget for det smukkeste solskinsvejr og spændende aktiviteter i de dejlige omgivelser. Eleverne sejlede i både, fiskede, undersøgte havvandet for liv, fangede rejer og spiste dem. En fantastisk god dag for både små og store.
Se alle billederne fra naturvidenskabsugen her.


23-9-2008
Masser af LIV OG BEVÆGELSE
Uge 39 står i naturvidenskabens tegn. Det er et tema som mere end 100.000 danske skoleelever arbejder med i uge 39, i det der kaldes ”Dansk Naturvidenskabsfestival.” Vi deltager (selvfølgelig) også og temaet for hele ugen er ”Liv & Bevægelse”. I mandags så vi på det liv, vi IKKE kan se - de små ting som bakterier, sporer og de små dyr, vores hverdag er fyldt med såsom husstøvmider.
Tirsdag arbejdede vi med livet i kroppen – hvordan ser vi ud indeni og hvad sker der med det, vi putter i munden.
Vi fik også undersøgt vores krops formåen på sportspladsen. Kan du hoppe lige så langt som en kanin eller en kænguro? Kan du overhale en mus i løb? Onsdag omdanner vi skolen til ”Onsbjerg Laboratorium”, hvor eleverne skal lave forskellige forsøg. Disse er helt ufarlige og alle ingredienser kan købes i et supermarked. Torsdag skal vi se på livet i Stauns Fjord – vi har en aftale med vejlederne på Naturskolen i Langør kl. 9 – 12. Fredag samler vi op på ugens program, og ser resultatet af de bakterieprøver, vi tog i mandags. Og så har vi en lille elevkonkurrence fredag …
18-9-2008
Opera med Hans og Grete

I dag var yngste klasse + 2. klasse til en fremragende børnekoncert med "Musikteatret Undergrunden". Teaterkoncerten foregik på Tranebjerg Skole, hvor eleverne oplevede Humperdincks klassiker fra 1896, forkortet, nyoversat og omhyggeligt tilpasset indskolingen. Det store symfoniorkester var erstattet med en båndoptager; personerne var dukker, som blev ført af operasangere; og teatret var et par gamle møbler med uanede forandringsmuligheder. Eleverne var meget optaget af forestillingen, og sangerne inddrog flere gange de ivrige børn, når der skulle løses problemer i det gode, gamle eventyr.
17-9-2008
ORV MAND! EN TRAKTOR OG EN CYKEL

Som en del af yngste klasses matematikundervisning, har vi i dag i ca. et kvarter noteret hver gang vi så biler, cykler, fodgængere m.m. på Amtsvejen. Næste gang vi har matematik ser vi på hyppighederne og laver diagrammer.

17-9-2008
Mormor fra Askø

Victoria fra yngste klasse havde i sidste uge sin mormor på besøg hjemme, og hvad var mere naturligt end at tage mormor med i skole en hel dag. Det var hyggeligt for os alle at være sammen med Elise og det var sjovt at høre om dengang den store tyr slap løs på bondegården og væltede Victorias morfar hele tre gange…
17-9-2008
Kan du se hvad du tegner?

I den seneste tid har Mellemklassen og de ældste haft tegneundervisning – og i godt vejr foregår den selvfølgelig i det fri. Morten Møller har her sat eleverne på en prøve, hvor børnene især øver sig i at bruge øjnene mere end ellers når de tegner. Resultaterne blev rigtig gode og når tegningerne ikke længere er udstillet på skolen, så bliver de sat i elevernes såkaldte ”guldmapper”, som indeholder særlige opgaver og resultater fra skoletiden

3-9-2008
Ældste gruppe på tur
Se billeder og kommentarer fra turen her.
17-8-2008
Det er sjovt at gå i skole

På Lilleskolen har de 45 elever i årets første skoleuge haft et særligt forløb for at få små og store, nye og gamle elever rystet rigtig godt sammen. Ugen begyndte med fælles morgenbord for elever, forældre og medarbejdere, og herefter fulgte fælleslege på sportspladsen. Tirsdag havde vi såkaldt stjerneløb på skolen, hvor eleverne sammen løste opgaver og lavede sjove aktiviteter på små blandede hold. Torsdag besøgte vi alle Aktivitetscenteret, Stensbjerggaard, hvor mange trodsede de lave temperaturer og boltrede sig lystigt i vandet. Som noget nyt afviklede vi fredag et lille marked, som børnene var særdeles engageret i at arrangere.
De mange boder bød bl.a. på sømslagning, det muntre køkken, pandekagebagning, golf, gummistøvlekast, quizbod, fiskedam, kast kuglen i kassen, lykkehjul, citatbod, kast mod dåse m.m. Det helt store hit var de mange kæledyr, som eleverne allerede fra morgenstunden medbragte i bure: Fugle, kaniner, hamstere, chinchillaer, kyllinger og høns. Kl. 12 kom de forældre der havde mulighed for det med rigtig mange hunde, katte og et enkelt gedekid. Et dommerpanel kom på en vanskelig opgave, men fik dog udpeget de tre sødeste kæledyr på Onsbjerg Lilleskole. En rigtig vellykket uge, som giver os et godt afsæt til det nye skoleår som venter.
28-6-2008
De sidste skoledage

Torsdag den 25. juni havde vi næstsidste skoledag, hvor ældste klasse bl.a. arbejdede med samarbejdsøvelser i to hold på legepladsen. Det var som altid sjovt og udfordrende, og til sidst lykkedes det ved fælles og taktisk hjælp at løse opgaverne.
Om aftenen holdt Lilleskolen den årlige sommerfest, hvor alle forældrene mødte op og spiste og hyggede sig sammen. Nu hvor vi er omkring 120 personer til vores skolefester, valgte vi at tænde op i et par store grill og hver familie medbragte selv kød samt dejligt tilbehør til den fælles buffet. Forældrene medbragte også et utal af skønne kager, desserter og frugt til den søde tand bagefter. Det var heldigvis dejligt vejr, og mange foretrak at spise udenfor i haven. Efter kaffen samt fin underholdning fra det yngste engelskhold, takkede forældrene af, og alle lærere og elever overnattede på skolen.
Fredag blev som altid en af årets hyggeligste og mest vemodige dage. Efter dejlig morgenmad i spisesalen, samledes alle elever, lærere og nogle forældre til taler, gaveuddeling og masser af sang. Vi skulle i år sige farvel til fire elever, som alle skal videre på andre skoler – og vi skulle også sige farvel til vores dramalærer, Mette Lund, som efter fem år på Lilleskolen nu flytter til Spanien med sin familie. Der blev sagt mange flotte ord og der blev grædt mange tårer, men det vider jo blot om, at vi har betydet noget særligt for hinanden. En dejlig afslutning på endnu et godt skoleår.
Rigtig god sommerferie til alle og på gensyn mandag den 11. august kl. 8.
19-6-2008
Idrætsdag

I fredags havde vi idrætsdag. Vi cyklede eller rullede knap 5 km. ud af cykelstien mod Nordby. Her tog de modigste en dukkert, andre muntrede sig med Vikingespil, legede i sandet og hyggede sig. Da vi havde nydt de medbragte klemmer gik turen retur til Onsbjerg Skole.






8-6-2008
Frokost i det grønne
Vi benytter os af det gode vejr, og nyder i disse dage frokosten udendørs. Forandring fryder og her er nogle af pigerne blevet inspireret til at lave de smukkeste buketter, som vi alle havde glæde af.

2-6-2008
Dansk hele ugen

Skoleårets anden danskuge var som vanligt præget af læsning i massevis: Højtlæsning, stillelæsning og læsning med en makker. Temaugen bød desuden hver dag på mange forskellige danskværksteder hos både de yngste og de ældste: Quizhjørne, skriveværksted, et såkaldt farverige samt IT og dramaværksted. I yngste klasse gik desuden den vilde ordjagt og her var det også sjovt at vise og se bordteater og at prøve de mange tilgængelige danskspil og -opgaver.

25-5-2008
Besøg af kommende elever

I sidste uge havde vi besøg fra børnehaverne. De kommende elever var meget forventningsfulde og havde efter alt at dømme tre gode dage, hvor de skulle lære Lilleskolen og de øvrige elever og lærerne at kende. Børnene fra børnehaven deltog i morgensamling, lavede skolemad, havde sproglege, dansk og matematik. De lavede drama på måtterne, havde idræt, lyttede til højtlæsning og deltog ivrigt i sang og musik med Ann. Børnene deltog også i MOVIN KIDS, som dygtige folk fra DGF arrangerede på Onsbjerg gl. skole. I frikvartererne blev der leget på kryds og tværs af aldersklasser, for også de ældre elver synes det er dejligt, når de kommende elever besøger os. Børnene faldt tilsyneladende hurtigt til og nu er det så bare at vente på, at det snart bliver august, hvor næste skoleår begynder.
25-5-2008
Arbejdsdag

Skoleårets sidste fælles arbejdsdag fandt sted den 17. maj i strålende sol. Der blev ordnet have, kørt affald væk, hentet skolemøbler og der blev gjort hovedrent i skolens køkken. Som altid, var det hyggeligt at mødes med andre forældre og sammen at få sat skik på skolen.
25-5-2008
Det kører for mellemklassen

Onsdag i sidste uge rullede eller cyklede alle 16 elever i mellemklassen hjem til Else, som bød på hygge, leg, grillmad i haven og overnatning. I strålende sol gik det derud af på de mange hjul og trods et enkelt fald, kom heldigvis ingen til skade. Næste morgen var det en flok glade, men meget trætte børn, der kom rullende eller cyklende til skole fra Sælvig. Om Else var træt? Det melder historien ikke noget om.
12-5-2008
Vi tisser når vi tanker…

Lilleskolens elever har igen været på skolerejse i København og ovenstående replik stammer fra teaterstykket ”Far, mor og børn – hver dag!” på Anemoneteateret. Forestillingen om det fortravlede familieliv, hvor børnene først kan komme på toilettet på køreturen, når bilen trænger til mere brændstof. Forestillingen gjorde stort indtryk og fik rigtig gode anmeldelser af yngste halvdel af Lilleskolens elever, da de i sidste uge oplevede den i hovedstaden. Igen i år boede elever og lærere på Freinetskolen i Valby Langgade, men som noget nyt lavede københavnerskolens egen kok aftensmad til os alle. Det var nemt og dejligt. De fire dage i fuld solskin tilbragte elever og lærere i bassinerne i Vandkulturhuset i DGI-byen samt på Experimentariet i Hellerup. Her kunne eleverne lege og få masser af naturvidenskabelig læring. Ud over den faste udstilling på Experimentariet, var der en spændende særudstilling om helt ekstreme forhold for både dyr og mennesker visse steder på kloden. De ældste elever besøgte desuden Planetariet, hvor de havde fornøjelsen af en ny 3D film om ”Sea monsters”. Det fantastiske forårsvejr indbød desuden til kanalrundfart, besøg og leg i Kongens have, besøg ved Amalienborg samt oplevelser i hovedstadens mange gader og pladser, hvor der er nok at se på.

Vi kan endnu engang konstatere, hvor givende og værdifuldt det er at rejse sammen og de mange oplevelser og indtryk skal nu bearbejdes hjemme på skolen. Næste års skolerejse går langt uden om storbyen. Vi skal nemlig til Elmhult i Sverige, hvor alle skolens elever, lærere og flere forældre skal på ødegård sammen. Her skal vi bo, lege og sammen opleve naturen med hjælp fra lokal guide.
Se flere billeder fra Københavnerturen

12-5-2008
Musikdag

Sidst i april arrangerede Ann Nørgaard en hel musikdag for Lilleskolens mellemklasse, hvor eleverne sammen med Ann skrev sangtekster, spillede på instrumenter og øvede dansetrin til de tre musiknumre, de på ingen tid fik fra hånden. Det blev en rigtig god og lærerig dag for børnene, som sluttede arrangementet med at fremføre deres musiknumre fra skolens øvrige elever og lærere. Vi har allerede besluttet at gentage succesen med Ann, så det igen kan swinge i hele Onsbjerg.
16-4-2008
Affald og matematik

Mandag i Lilleskolens matematikuge indsamlede skolens elever og lærere affald i Onsbjerg. De ældste gik til Dyret, mellemklassen vandrede ad cykelstien til Kongehøjen og de yngste tog sig af de grønne områder på Stadionvej, Dyrskuepladsen og Sportspladsen. 48 kg. plastikposer, flasker, dåser og masser af plast og papir blev samlet op fra grøftekanter, græsplæner og buskads. Et overraskende resultat på bare 1 ½ time. Næste år vil vi gerne være med igen, når Danmarks Naturfredningsforening laver affaldsindsamling på landsplan.
6-4-2008
Svømning på skoleskemaet

I lighed med tidligere år, rejser vi to fredage til Odder for at svømme og lege i byens dejlige svømmehal. Vi sejler 7.10 fra Sælvig og har god tid til at lege på Parkvejens Skoles legeplads inden vi hopper i bassinerne. De elever der kan svømme bliver undervist at svømmehallens egne svømmelærere og de øvrige elever tager Lilleskolens lærere sig af. Der bliver leget, svømmet og sprunget fra vipper – og svømmefødder og vandlegetøj bliver flittigt brugt. Vandrutschebanen er en succes for de fleste elever og der sluttes af i det dejlige varmtvandsbassin. Så er det tid til en rugbrødsmad og herefter vender de trætte og renvaskede børn og voksne hjem til Samsø. Nu er det blot at vente på, at det hurtigt skal blive fredag igen…
22-3-2008
USA, yeah, yeah, fedest

Så blev forestillingen færdig – og den blev fantastisk.
Som altid tager årets teaterforestilling afsæt i en verdensdel, som skolens elever i deres klasser arbejder med i alle fællesfagstimerne op til selve teaterugerne. Skolens dramalærer, Mette Lund, skaber den ydre ramme for selve stykket og fylder så på de enkelte scener sammen med eleverne, der hver især har ønsket små, mellem eller store roller.
I år var turen nået til Nordamerika, og forløbet mundede ud i en helstøbt og meget tankevækkende forestilling om USA. Tre drenge fra yngste klasse førte publikum rundt i helikopter og de landede først i New York, hvor gadebørn gjorde en stor og rørende indsats for at få en lille del af den store rigdom andre er heldige at have – men der faldt ikke det mindste af.
Efter endnu en flyvetur kom publikum til Texas, hvor to grupper meget overvægtige skoleelever mødtes på en såkaldt Diner. Her mæskede de sig i overdimensionerede burgere og colabægre, mens de ihærdigt trænede til skolens næste stavekonkurrence.
I Texas fik publikum også en enestående mulighed for at møde det særdeles berømte band ”The End” og til at se drengebandets sidste nye musikvideo på storskærm. Flyveturen sluttede i Hollywood, hvor publikum så 235. afsnit af den amerikanske tv-serie: Stride øjne, hvor intriger, forelskelse, jalousi, løgne og had var de bærende ingredienser. Alle scenerne i Lilleskolens teaterstykke blev fornemt bundet sammen af to underholdende amerikanske show-værter Britney og Jack, som gjorde alt for at give publikum masser af glitter og de helt store smil. Mellem scenerne sang forskellige elever vers fra sangen: USA, yeah, yeah, fedest, som skolens ældste elever selv havde forfattet sammen med Mette Lund.
Torben Thøger havde komponeret den iørefaldende musik til forestillingen. Ud over generalprøven blev forestillingen vist to gange for forældre, søskende og andre interesserede, for skolens festsal kan ikke længere rumme scene og alle skolens forældre på en gang – for Lilleskolen er også blevet LARGE.
Se flere billeder fra forestillingen
6-3-2008
Teaterforestillingen skrider fremad
I dag er den store afslutningsscene, hvor alle eleverne er på scenen samtidig blevet øvet nogle gange. Der er meget der skal fungere, men eleverne klarer det rigtig godt og det skal nok blive en flot og festlig afslutning.
Der er også meget ”ventetid”, når man ikke lige skal gennemspille den scene, man selv er med i. Heldigvis er der meget andet, man kan foretage sig. Der skal laves rekvisitter, kostumer og mad, og der er også mange kammerater der er med på at lege eller spille et spil.
5-3-2008
Teater

Endnu en god dag, hvor skolen summer det af liv og forventning. Morten og Kristian T. har i dag hentet al teaterlyset i Alstrup Lysbank og i yngste klasse har Millas mor, Cecil, syet dragter til den store guldmedalje. Cecil kommer heldigvis igen i morgen. Der bliver desuden produceret video og dias, og mens Mette instruerer de forskellige grupper af skuespillere på scenen, ser andre elever interesseret på uden at forstyrre.
På billedet ses små gadebørn ved deres papkasse-boliger, men nogle elever vil hellere undersøge, hvad der mon sker under scenen…
3-3-2008
Store, store USA
Så er vi i godt gang med Lilleskolens femte teaterstykke, som i år tager afsæt i verdensdelen Nordamerika. Skolens dramalærer, Mette Lund, har valgt at forestillingen skal koncentrere sig om USA og sammen med eleverne fylder hun nu de enkelte scener ud med de mange indtryk man kan få, når man rejser rundt ”over there”. I dramatimerne op til teaterprojektet har Mette aftalt med de enkelte elever, hvilke opgaver de har lyst til – og om de ønsker at have store eller små roller. Det tegner allerede godt, der arbejdes intenst og stemningen er løftet. Scenen er blevet bygget op og alle har øvet deres scener første gang. Mike fra 8. klasse er vores faste teaterfotograf og her på hjemmesiden vil vi løbende bringe lidt nyheder og billeder fra forberedelsen til forestillingen XX-LARGE, som vises torsdag den 13. marts kl. 14 og kl. 19.

Teaterfotografen
5-2-2008
Kan du gætte hvem jer er?

I søndags afholdt Onsbjerg Borgerforening og Lilleskolen igen fastelavn sammen på skolen. Rigtig mange udklædte børn fra byen og resten af øen mødte op sammen med deres voksne til kaffe, sodavand og fastelavnsboller fra Bageren i Onsbjerg. Vi legede fælles lege og dansede en enkelt frierdans, og så var der tøndeslagning. De yngste fik rig mulighed for at øve sig i at slå katten af tønden, for deres var særdeles svær at få hul på. Derimod holdt de ældstes tønde ikke længe, for her var mægtige kræfter og præcision på spil.
Se flere billeder fra fastelavn
1-2-2008
Ældstes tur til Søhøjlandet, januar 2008
Vi mødtes mandag morgen i Sælvig og efter en færgetur og 3 busskift, ankom vi til Danparc ved middagstid. Vores huse var endnu ikke klar til indflytning, så vi opmagasinerede bagagen, og tog med det samme hen på den udendørs kunstige skibakke. Underlaget man står på, er nogle opadvendte børster – og når de er våde fungerer det faktisk ret godt. Alle fik udleveret skistøvler og ski, og så var det ellers op på den lille begynderbakke. Nogle var bedre til det end andre, men alle syntes det var morsomt at prøve. Vi fortsatte til den større bakke, hvor de mest modige kom helt op med liften allerede første dag.
Efter ca. 3 timer tog vi til vores huse, som nu var klar. Vi boede i to huse hver med to soveværelser og en sovesofa i stuen. Vi fik indkvarteret os og tog derefter med det samme ned i det tropiske vandland. Vandlandet var under hele turen meget populært, og stort set alt ”fritid” blev tilbragt her, indtil vi nærmest blev smidt ud om aftenen af livredderen. Det var især et stort boblebad, meget forskelligt vandlegetøj og en rigtig hurtig og morsom vandrutchebane der trak – og så syntes nogle af pigerne vist også, at livredderen Kim var rigtig sød.
Tirsdag stod vi på ski eller kælkede om formiddagen, og ud på eftermiddagen var det vandland igen. Vi spiste på Danparcs restaurant, hvor vi måtte spise alt det vi ville af forskellige pastaretter, forskellige pizza og en god salatbar. Som prikken over iét var der fri sodavand fra en automat OG fri is fra en softiceautomat. Så det var et meget populært måltid. Efter maden gik alle i ….. vandland. Det var nogle trætte børn, der gik i seng tirsdag aften.
Onsdag morgen startede vi med en mountainbike tur ud i bakkerne/skoven med en instruktør. Det var virkelig sjovt. Vi delte os efter ca 45. min, så dem der ville en kortere tur hjemad kunne gøre det, og de der virkelig ville tonse i skoven kunne gøre det.
Efterfølgende en sidste skitur for dem der ville det og ellers vandland. Om aftenen havde vi hele den store hal for os selv. Vi fik spillet en god fodboldkamp og bagefter var der badminton, håndbold og hockey forskellige steder i hallen. Igen en forrygende dag.
Torsdag op og pakke og rydde husene. Vi nåede lige et par timer i vandland inden turen igen gik hjemad.
Vi har alle haft en rigtig god tur, og stemningen har været god hele vejen igennem. Der er blevet afprøvet nogle grænser (f.eks. ski, mountainbike), og der er blevet hygget og grinet.
Tak for denne gang.
Morten og Jacob
20-1-2008
Hvad skulle det være?

I yngste klasse har vi for tiden besøg af Katrine Foged. Hun er lærerpraktikant og skal være på Lilleskolen i fire uger. I matematiktimerne arbejder yngste klasse med butik, hvor tre familier, som bor i store paphuse, går i banken og henter rigtige mønter. Herefter kan de solde det hele op i butikker, hvor varerne er prismærket eller hvor prisen afhænger af vægt eller mål.
I onsdags, da vi havde bibliotekstime, lagde Katrine sig på gulvet med en flok børn og en stak bøger. Det var hyggeligt.

20-1-2008
Sangværksted

Hele tirsdag havde ældste klasse besøg af digteren, musikeren og skuespilleren Tom Nagel Rasmussen, som havde forberedt en workshop i fremstilling af tekster, der skulle sættes musik til. Det blev en god og sjov dag med mange finurlige og overraskende sproglige udtryk.
Bl.a.:
Efter træet spiste solen
svømmed rosen under huset
Alle skøjted på bananen
skyen græder bag en gris
Langt fra spillemandens ko
synger engle over land
hesten kommanderer glad
danser smukt og prikkende
Vi glæder os til et gensyn med Tom.
14-1-2008
Har du smagt en trekantet gulerod?

Hvad er sund mad? Hvordan lyder de 8 kostråd? Hvor meget skal der til, før man har forbrændt en flødebolle? Fredag den 11. januar underviste Rikke og Helene fra Sundhedsfremmecenteret i Tranebjerg. Lilleskolens elever var begejstrede og syntes det var en rigtig sjov og lærerig dag, hvor ernæringslæren var tilsat masser af lege og bevægelse – og overraskende smagsprøver. Efter undervisningen kunne vi passende nok byde Helene og Rikke på vores dejlige og sunde skolemad. Det er bestemt ikke sidste gang vi har samarbejdet med Sundhedsfremmecenteret.
Se nyhedsarkiv for 2006-2007


