Skolerejser på Onsbjerg Lilleskole

At rejse med børnene er for os et vigtigt fagligt, socialt og pædagogisk redskab. Desuden ønsker vi at give børnene en forståelse for det land, de vokser op i, og ruste dem til et liv, der på et tidspunkt vil foregå væk fra Samsø. De skal, udover at kunne begå sig på Samsø, kunne begå sig i Danmark og internationalt.

Vi rejser hele skolen sammen én gang om året på en længere tur. Vi besøger en dansk landsdel og lærer en masse om stedet og hinanden. Vi bestræber os på, at man i et skoleliv på Onsbjerg Lilleskole har været i de fleste landsdele i Danmark. Derudover tager vi på endagsture til fastlandet, blandt andet for at tage i svømmehal.

Når børnene kommer i den ældste gruppe (Vand), deltager de årligt i Lilleskolefestivalen, hvor de over tre dage laver og oplever musik og teater sammen med 1700 andre lilleskolebørn fra hele Danmark. De har årligt en uges besøg af en hollandsk skoleklasse — en klasse, som de i samme skoleår besøger en uge i Holland. Børnene bor privat sammen med et barn fra den hollandske klasse; både i Danmark og i Holland.

Alle skolerejser er inkluderet i skolepengene.